torsdag den 2. oktober 2014

Ændret blog - adresse og navn

Kære læsere

I har nok undret jer over, at der ikke har været nye indlæg på bloggen den sidste måneds tid. Det skyldes, at jeg ændrede bloggens adresse fra loghs-lchf.blogspot.dk til lonerosas-lchf.blogspot.dk uden at vide, hvad konsekvenserne var/er :)

Nu ændrer jeg så igen bloggens adresse og også bloggens navn; adressen er fra i morgen eftermiddag lonerosas.blogspot.dk, og bloggens navn er Lonerosas. Efter knap to år på LCHF har jeg valgt, at min kost ikke skal være "dikteret" af bogstaver (eller et navn) men laves og nydes efter mine principper om ren og naturlig kost, der nærer mig både fysisk og mentalt. Jeg vil fortsat fortrinsvis lave mad uden sukker, gluten og korn og til dels også uden mejeriprodukter og det ene og alene, da jeg trives bedst på en sådan kost.

Fedtforskrækkelsen er et for længst overstået kapitel, og det vil kulhydratforskrækkelsen også blive på den måde at forstå, at bl.a. rodfrugter og frugt vil komme til at spille en større rolle i min kost. Mht. sødning vil jeg, når lagrene af diverse "naturlige" sødemidler som f.eks. Sukrin og Stevia er brugt op, gå over til at bruge små mængder af frugt, tørret frugt og honning.

LCHF har været med til at gøre det lettere for mig at arbejde med mine årelange spiseforstyrrelser (først bulimi og siden overspisning), men jeg er nu kommet så langt, at jeg ikke længere er så følsom overfor kulhydrater og er blevet god til at tage fat i de underliggende årsager til cravings og madmisbrug. For mig drejer det sig om at få sovet nok (og godt nok) og at arbejde med og give slip på det i mit liv, der gør mig frustreret, vred og ked af det.

Hvis I fortsat har lyst til at følge mig og min passion for mad(lavning), kan I fra i morgen eftermiddag finde den ændrede blog vha. adressen lonerosas.blogspot.dk og eventuelt trykke på "bloglovin-knappen" eller søge efter Lonerosas på bloglovin.com.
Alle LCHF opskrifterne vil selvfølgelig være at finde på den ændrede blog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar