torsdag den 29. august 2013

Kesoplättar med chokoladecreme

Svenskerne er langt foran os mht. LCHF, og jeg har ladet mig fortælle, at kesoplättar er deres opfindelse - og sikke en go' en :)
Keso er hytteost, og plättar betyder minipandekager.
Kesoplättar kan laves både søde og au naturel; jeg lavede Madbandittens version.

3 portioner (9-10 stk.)

250 g hytteost (gerne den fra Karolines køkken pga. fedt- og proteinindhold)
4 æg
2 spsk. HUSK (loppefrøskaller)
1-2 tsk. sukrin+
½-1 tsk. kardemomme
Revet skal af en ½ citron
Kokosolie til at stege i

Blend hytteost og æg til en jævn masse, tilsæt HUSK, sukrin+, kardemomme og citronskal og blend igen, til ingredienserne er blandet sammen. Steg i kokosolie. Lad plättarna sætte sig godt, før de vendes. Server med ønsket tilbehør. Her blev det med chokoladecreme lavet på avocado, da jeg havde en liggende, der var perfekt moden.

Et lille glas chokoladecreme

1 avocado
1,5 spsk. hasselnøddesmør
1,5 spsk. raw kakaopulver
1,5 spsk. sukrin gold
1 tsk. vaniljepulver
1 nip havsalt
Evt. revet skal af ½ citron

Blend alle ingredienser og smag til med sukrin gold og måske lidt citronsaft.

Kesoplättar med chokoladecreme

Ingen kommentarer:

Send en kommentar